Demokrativært #3: Esther Michelsen Kjeldahl
Om at skabe rammerne for børnevenlig klimaaktivisme, der kan presse oliegiganterne ud af Nordsøen.
I denne serie laver vi små portrætter af nogle af dem, der arbejder med demokratisk værtskab – professionelt eller frivilligt, i det offentlige, i civilsamfundsorganisationer eller i mellemrummene indimellem.
Hvert interview tager afsæt i vores model med det demokratiske værtskab som et hus, der udspiller sig på tre etager: At høre til, Relationer og Handling. Du kan læse mere om demokratisk værtskab, huset og de forskellige etager her.
Denne gang skal du møde Esther Michelsen Kjeldahl, der er en af initiativtagerne til Fossilfri Fremtid – en klimabevægelse med plads til forældre og børnefamilier:
Hvordan arbejder du med demokratisk værtskab?
Jeg har været klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse siden opstarten i 2018. Og siden da er min partner Clara og jeg begge blevet meget garvede aktivister.
Vi var del af en gruppe, der havde været med fra starten, og som havde meget uformel magt i bevægelsen, derfor følte vi, at det lidt var tid til et generationsskifte. Så vi havde gået i lang tid og snakket om, at vi var klar til at prøve noget nyt. Og at det var lidt ærgerligt, at der ikke var det oplagte sted at gå hen, når man er blevet for gammel til Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Vi havde også oplevet, hvordan flere rigtig gode DGUB-aktivister fik børn og forsvandt helt ud af bevægelsen. Så da Clara og jeg selv gik i fertilitetsbehandling, var vi også bange for, at det ville ende med at betyde farvel til aktivisme, når vi fik et barn.
Så vi spurgte de småbørnsforældre, vi kendte, hvad der holder dem tilbage fra at lave aktivisme: De var i tvivl om, de kunne tage deres børn med til møderne. Og kunne man overhovedet lave børnevenlige klima-aktioner, som man kunne tage sit barn med til? Og så var der også det helt lavpraktiske i, at rigtigt mange møder og aktioner finder sted sent om eftermiddagen, hvor mange børnefamilier er ret pressede, fordi der skal hentes og laves mad og puttes.
Så Clara og jeg snakkede meget om, hvordan man kunne tage alle de her ting med ind og skabe en klimabevægelse, der havde plads til børnefamilier. For der må være ret mange småbørnsforældre, der er utroligt bekymrede over klimakrisen, når de ser hvilken fremtid, deres børn kommer til at vokse op i. Og det blev begyndelsen på Fossilfri Fremtid.
Etage 1: At høre til
Hvad gjorde du som vært for at hjælpe de involverede med at føle, at de hører til?
I juli 2023 lagde Energistyrelsen et nyt udbud ud på et nyt gasfelt i Nordsøen. Det var meget chokerende for os, fordi vi havde fået den opfattelse, at der ikke blev lavet flere statslige udbud af olie- og gasfelter i Nordsøen efter Nordsøaftalen i 2020. Men staten har åbenbart stadig mulighed for at lave små udbud med konkrete felter.
Så vi tænkte, at det måtte være en ret nem sag at mobilisere folk omkring, for det er ret ligetil at være imod, at man producerer nye fossile brændsler. Så lavede vi et opslag på min Instagram, hvor vi fortalte om gas-udbuddet. Vi talte med de helt store følelser: “Det er fucked up, at Danmark vil ekspandere den fossile produktion i samme uge, hvor man har målt den varmeste temperatur nogensinde i Atlanterhavet.”
Og så meldte vi ud, at nu vil vi starte en familievenlig kampagne, hvor børn og forældre sammen kan stoppe det her gasfelt. Og hvis du kommer med, så lover vi, at vi nok skal få stoppet det her gasfelt ved navn Elly-Luke. Folk kunne melde sig til ved at sende en SMS til Clara. Vi vurderede, at det ville være bedst, hvis folk bare kunne skrive en sms og sige, at de gerne ville være med. Og så tager vi den derfra.
Opslaget blev delt vidt og bredt, og det væltede ind med sms'er på Claras telefon. Det var lidt stressende. Clara var gravid, og vi var på interrail, og der kom hele tiden nye sms’er. Vi registrerede dem alle i et stort Excel-ark og skrev til dem og spurgte dem, “hvad kan du godt lide at lave, og hvor i landet bor du?” Hele sommeren følte man virkelig, at klimakrisen rasede. Og det blev en rigtig god helende lille ting for os at opleve, at alle de her småbørnsforældre meldte sig til.
Etage 2: Relationer
Hvad gjorde du som vært for at hjælpe de involverede med at danne relationer?
Vi indkaldte til et intromøde den 14. august 2023. I opstartsfasen trak vi meget på vores erfaringer fra Den Grønne Ungdomsbevægelse. Clara og jeg var begge med til at skrive manifestet om Retfærdig Naturbevarelse, og der oplevede vi, at der er en sult efter positive fremtidsdrømme, frem for at det kun handler om kritik og frygt for et forestående kollaps. Derfor valgte vi det her utopiske navn: Fossilfri Fremtid. Den fremtid, vi drømmer om at leve i.
Fossilfri Fremtid er også organiseret ret meget på samme måde som DGUB i sådan nogle selvkørende arbejdsgrupper, som vi havde defineret på forhånd: En presse-gruppe, en kreativ aktivisme-gruppe, en lobbyisme-gruppe, en SoMe-gruppe… Vi havde lavet skallen for bevægelsen, så folk kunne komme til mødet, blive introduceret til grundproblemstillingen og finde ud af, hvad vi kunne gøre sammen.
Da vi mødtes, vidste vi, at vi havde en deadline d. 15. oktober, fordi det var deadline for ansøgninger til gas-udbuddet. Så vi vidste, at vi skulle stoppe det inden da.
Langt de fleste, der mødte op, havde aldrig lavet aktivisme før. Rigtigt mange sad med deres små babyer på skødet. Vi havde sørget for børnepasning, og mødelokalet havde en halvmat glasvæg ind til rummet ved siden af, hvor børnene kunne lege. Der var sådan lidt en børnehave-agtig stemning derude. Jeg tror bare folk følte, det var sindssygt fedt, at de for en gangs skyld ikke skulle føle, at de og deres børn var i vejen.
Der var virkelig mange, der spurgte Clara og mig om lov i starten. Men vi har hele tiden sagt, at vi har fuld tillid til deres dømmekraft. Grupperne er meget autonome, så længe de arbejder indenfor det overordnede kernebudskab og de mål, vi har sat i fællesskab.
Nogle af de folk, der har været underlagt en chef i mange år, har virkelig skullet vænne sig til, at de gerne måtte tage initiativ og ikke skulle spørge om lov. Hele vejen igennem har vi insisteret på at være helt vildt positive og anerkendende. Inde på vores Slack (online samarbejdsplatform) er der bare hjerter og anerkendelse, og alle støtter bare hinandens idéer.
Etage 3: Handling
Hvad gjorde du som vært for at hjælpe de involverede med at finde veje til handling?
Vi har prøvet at opdyrke en form for børnevenlig aktivisme. Alle vores fysiske aktiviteter skal være trygge og børnevenlige og sjove, så hvis man deltager i det, kan man som familie føle, at man faktisk får styrket sin familietid også. Vi laver ikke civil ulydighed i Fossilfri Fremtid. Ikke fordi vi er imod folk, der laver civil ulydighed, men fordi hvis det skal være trygt for børn, så går det bare ikke.
Vi har fx lavet linoleumstryk-dage, hvor man kunne lave kreative ting sammen, men hele tiden med det her aktivistiske budskab, der pushede vores krav og mål. Vi har også lavet mange online aktiviteter, hvor folk har bagt kager eller skåret Halloween-græskar med vores budskaber. Så har de taget billeder af det og postet det online og tagget andre med opfordring om at gøre det samme.
Vores mål har været at aktivere folk til at lave noget, de måske alligevel ville have lavet. På den måde kan det både være en sjov oplevelse, og bidrage virkelig meget med at pushe et bestemt budskab. Vi vil gerne bryde klichéerne om, hvordan aktivisme ser ud, fordi det er jo supernuttet.
Vi har også lavet masser af lobbyisme, lavet vanvittigt meget research-arbejde, holdt møder med politikere og afholdt en stor konference på Christiansborg. Og så lykkedes det faktisk for os at få stoppet udbuddet af Elly-Luke. Det endte med, at den eneste interesserede virksomhed trak sig inden deadline.
Vi har regnet ud, at hver eneste af de omkring 200 aktivister, der har været engageret i Fossilfri Fremtid dermed har forhindret en CO2-udledning, der svarer til 82 danskeres udledninger i et helt liv. Hver eneste af os! Det giver virkelig mod på mere!
Nu kæmper vi videre for at få stoppet udviklingen af Hejre-oliefeltet, som Energistyrelsen gav tilladelse til i foråret. Samt at få lukket de øvrige smuthuller i Nordsøaftalen, der kan forhindre flere udbud af olie og gas i Nordsøen for altid.
Vi vil meget gerne være flere – skriv til os, hvis du vil være med!
Tak for at du læste med! Send meget gerne nyhedsbrevet videre til andre, som du tænker, kan få glæde af det.
Formatet er stadig under udvikling, så du må endelig sende os dine kommentarer, forbedringsforslag, samt anbefalinger til værter, hvis praksis inspirerer dig, som du synes, at vi bør lave et lille interview med til denne serie.
Hvis du er nysgerrig på at lære mere om demokratisk værtskab, så holder vi vores næste 2-dages masterclass d. 26.-27. februar 2025 hos Sager der Samler i Aarhus.
Masterclassen er for alle, der arbejder med at understøtte engagement, deltagelse og samskabelse – og dermed åbne demokratisk engagement op for endnu flere.