Vores kropslige oplevelser med demokrati former vores handlekraft
Få den vigtigste pointe fra min bog "Følelsen af demokrati" på under 10 minutter.
Ved siden af vores portrætserie med demokrativærter vil vi også løbende sende små essays og refleksioner her i nyhedsbrevet. Denne gang er det Andreas Lloyd’s personlige fortælling om den kropslige oplevelse af demokrati…
Tjek også vores invitation til vores næste masterclass i demokratisk værtskab d. 19.-20. marts.
Som du måske ved, har jeg skrevet bogen “Følelsen af demokrati.” Og hvis jeg skulle vælge bare een pointe, som jeg skal give dig med fra bogen, så er det denne:
Vores kropslige oplevelser med demokrati former de demokratiske handlemuligheder, vi oplever at have til rådighed.
Jeg var 18 år, da jeg opgav demokratiet. Jeg var allerede faldet igennem forenings-Danmark og stod alene tilbage med følelsen af, at der ikke var plads til mit engagement. Af at jeg var “sådan én, der ikke er politisk.” Af, at jeg stod udenfor og hverken følte mig hørt eller repræsenteret i det demokratiske system.
Og i de næste 10 år derefter holdt jeg mig fra alt, hvad der havde politik og demokrati at gøre. Mine første dårlige oplevelser med demokrati havde sat sig i mig.
Den amerikanske psykolog Lisa Feldman Barrett har påvist, at vi opbygger og udvikler følelser baseret på de erfaringer og oplevelser, som vi gør os. “Din hjerne fungerer ved at lave forudsigelser,” forklarer hun. “Den bruger tidligere oplevelser til at forudsige og konstruere din opfattelse af verden.”
Det skyldes kort fortalt, at menneskehjernen er doven. Den orker ikke at bearbejde al den information, som den konstant modtager fra sanser, krop og omverden. Derfor prøver hjernen hele tiden at spare på kræfterne og slippe for at forholde sig til alting som om det var for første gang. I stedet leder den efter mønstre, som den kan genkende, baseret på tidligere oplevelser.
Vores hjerner udfylder simpelthen hullerne i vores opfattelse af verden med bidder af, hvad vi har oplevet før. Det er det samme, der sker, når vi opfatter følelser hos andre. Vores hjerner laver forudsigelser baseret på tidligere oplevelser med andres ansigtsbevægelser og gætter på, hvad et løftet øjenbryn, et skævt smil, eller en rynken på næsen betyder.
Det er temmelig vildt. For det betyder, at vi grundlæggende ikke er i stand til at skelne, om de følelser, vi mærker – og dermed de forudsigelser, som vores hjerner når frem til – mere er baseret på de sanseindtryk, vi oplever lige nu, eller på tidligere erfaringer fra lignende situationer.
Det betyder også, at hvis vi igen og igen har oplevet, at vi ikke bliver hørt, respekteret eller taget alvorligt, så vil vi – bevidst eller ubevidst – forvente, at dette mønster vil gentage sig.
Hvis vi oplever, at der ikke er plads til vores stemmer, følelser eller værdier i de demokratiske rum, vi har mulighed for at deltage i, så vil vi begynde at internalisere disse forventninger, som verden lader til at have til os.
Vi vil gøre dem til vores egne og vi vil begynde at tro, at det ikke kan være anderledes. Og så kan vi let ende i et mønster præget af magtesløshed, fremmedgjorthed, håbløshed, lede og vrede, der hurtigt kan blive selvforstærkende.
Sådan var det i hvert fald for mig.
Mine første, negative oplevelser med demokrati havde sat sig i mig som små traumer. Og jeg lærte – bevidst eller ubevidst – at undgå situationer, hvor jeg skulle give udtryk for mine holdninger.
Denne adfærd blev så indgroet, at det bare føltes som om, at det er sådan jeg var. Og jeg endte med at identificere mig med denne adfærd. Som om det ikke kunne være anderledes.
Kropsterapeuten Petra Sofie Kempf kalder dette for “vanekroppen” (eller "default krop"). Det er den måde vi – bevidst og ubevidst – kropsligt har tilpasset os til verden omkring os for at opnå tryghed og forbundethed.
Vanekroppen og den bagvedliggende adfærd er formet af de svære oplevelser, som vi har haft i vores liv, når vi har mødt vrede, magtesløshed eller andre voldsomme følelser, der har truet vores tryghed, og hvor vi ikke har haft de fornødne redskaber eller erfaringer til at forholde os til disse følelser. Vanekroppen lærer at styre os udenom situationer, der føles farlige og uforudsigelige. Ofte uden vi overhovedet selv er bevidste om det.
Den samme mekanisme gør sig gældende når det kommer til samfundet omkring os. Du kan ikke selv vælge hvilket samfund, du vokser op i. Det kommer til at præge dig og din krop på måder, som du måske ikke engang selv er bevidst om:
Hvilke privilegier du har (eller mangler).
Hvilke muligheder du har (eller mangler).
Om du bliver undertrykt (eller undertrykker).
Kort sagt er din demokratiske vanekrop er formet af hvem du er, hvad du er vokset op med (og mod), og hvad du tager for givet.
På samme måde blev mine tidlige oplevelser med politik og demokrati også indlejret i min krop. Igen og igen følte jeg mig dum, naiv og udenfor. Jeg følte ikke, at der var plads til mit engagement. Som om mit engagement var forkert, fordi det ikke passede ind i de kasser, jeg kunne finde.
Det gjorde, at jeg følte mig utryg i demokratiske sammenhænge:
Bange for at fremstå som en naiv tåbe, der ikke forstod hvordan verden fungerer.
Bange for at blive at hånet, ignoreret eller kørt ud på et sidespor.
Bange for, at mine traumer skulle gentage sig.
Jeg indarbejdede de forventninger, jeg oplevede, at verden havde til mig og mit engagement. Jeg tænkte, at det ikke kunne være anderledes. Min krop lærte af disse oplevelser. Det gjorde demokrati til en tilskuersport, der mest handlede om at, at jeg skulle sidde stille og tie stille – hvis jeg da overhovedet mødte op.
Jeg har tit tænkt på, hvor mange andre, der har det på samme måde: At deres første oplevelser med demokrati var så dårlige, at det har afholdt dem fra at engagere sig demokratisk og politisk lige siden.
Hvor mange andre føler sig stadig som demokratiske nybegyndere – uanset hvor gamle de måtte være – men har opgivet at engagere sig – fordi de ikke tør tro på, at de vil blive lyttet til eller blive taget alvorligt?
For det behøver ikke være sådan. Og det er det, som min bog handler om.
Bogen fortæller historien om hvordan jeg efter mange år brød dette mønster. Hvordan jeg indså, at det ikke var mig, der var noget i vejen med. At mit udenforskab mest af alt skyldtes, at jeg ikke var blevet grebet. At jeg ikke før var blevet mødt af et demokratisk værtskab, der havde set, støttet og anerkendt mit spirende engagement.
Men jeg fandt først modet til at bryde mønsteret, da jeg mødte folk, der bekræftede mig i, at jeg faktisk havde noget at bidrage med. Folk, som inviterede mig ind i fællesskaber, hvor der plads til en nybegynder som mig. Hvor alting ikke har var defineret og styret på forhånd. Hvor der var plads og tid til, at jeg langsomt og forsigtigt kunne finde min stemme og skabe nye og bedre erfaringer med demokrati.
Og undervejs begyndte jeg at opleve nogle af de positive følelser, som demokratisk engagement også rummer, men som jeg aldrig før selv havde mærket:
Berettiget – følelsen af at kunne tale – og blive lyttet til.
Samhørig – følelsen af ikke at behøve at tale. At det ikke er så vigtigt, hvad jeg siger, fordi jeg har tillid til fællesskabet.
Tilfreds – følelsen af tillid til det system, man medvirker til. At føle sig hørt og anerkendt for sine bidrag.
Stolt – følelsen af at tage ansvaret for sit eget liv og for de fællesskaber, man er del af.
Magtfuld – følelsen af være med til at rykke noget stort. At forandring er mulig.
Håbefuld – følelsen af, at ting kan være anderledes. At vi kan gøre samfundet anderledes, hvis vi vil det sammen.
Fælles for disse positive følelser er, at de ikke er individuelle. De kan kun opstå, når man føler sig forbundet, som en del af et fællesskab.
Og jo mere jeg tog del, jo mere mit mod voksede, des mere blev jeg bevidst om – overrasket over! – alle de traumatiske forventninger, der havde været indgraveret i mit væsen, og hvordan de havde styret mig.
I vores stadigt mere individualiserede og selvoptimerende samfund bliver der ofte snakket om, hvordan vi skal presse os selv for at kunne yde mere. At vi skal skubbe os selv helt til kanten af vores ydeevne for at vokse og lære og blive den idealforestilling om os selv, som vi helst skal gå og drømme om. Som om det altid er vores eget ansvar. Som om det altid er op til os selv.
Men min oplevelse har været det stik modsatte: Jeg overvandt ikke disse forventninger i kraft af en særlig heltemodig erkendelse eller kraftanstrengelse, jeg gjorde mig.
Tværtimod skete det, når jeg gav mig hen til et fællesskab. Jeg kunne først bryde mine egne mønstre, når de blev brudt for mig. Jeg turde først tro på min egen betydning og handlekraft, når jeg kunne mærke, at andre troede på den. Når jeg følte mig som en del af noget større. Når jeg ikke længere følte mig alene.
Det handler ikke om at presse eller skubbe sig selv, men om at lade sig blive trukket. At blive trukket ind i, trukket frem af, løftet op af et fællesskab, der gav mig plads til at deltage på mine egne præmisser.
Følelsen af demokrati kommer af fællesskab. Gennem fælles handling. Det er ikke en individuel følelse, som vi kan gå og putte med og nyde for os selv. Den opstår kun når mennesker er i rum sammen, indånder den samme luft og lever i hinandens ansigtsudtryk. Når vi er tilstede med hele vores kroppe – uden skærme, uden filtre. Det er kun, hvis vi kan mærke det sammen, at vi vil holde fast i det. For i sidste ende handler det om at være til stede sammen som hele mennesker på en måde, der bygger os op i stedet for at bryde os ned.
Jeg vidste det ikke, da jeg skrev den, men hele bogen handler om demokratisk værtskab.
For demokratisk værtskab handler netop om at tage ansvar for, at sikre denne følelse af demokrati. At sikre, at demokratisk deltagelse er en god oplevelse, der giver mod på mere. Hvor det føles godt at være i det rum sammen – også selvom man ikke får ret eller får sin vilje. For hvorfor skulle vi ellers engagere os, hvis det ikke i det mindste føles godt – bare engang imellem?
Hvornår har du sidst oplevet, at demokrati føltes godt?
Tak for at du læste med helt hertil! Hvis det har sat tanker i gang, skal du være meget velkommen til at sende nyhedsbrevet videre til andre, som du tænker, kan få glæde af det.
Og hvis jeg ikke har afskrækket dig, så kan du læse meget mere i min bog: “Følelsen af demokrati” kan både findes på biblioteket, i boghandlen og til gratis download på min hjemmeside.
Hvis du er nysgerrig på at lære mere om demokratisk værtskab, så holder vi vores næste to-dages masterclass d. 19.-20. marts 2025 hos Sager der Samler i Aarhus (og ikke, tidligere annonceret, i februar – vi har været nødt til at rykke det af kedelige årsager).
Masterclassen er for alle, der arbejder med at understøtte engagement, deltagelse og samskabelse – og dermed åbne demokratisk engagement op for endnu flere.
