Demokrati er en deltagersport

... så hvorfor er vi så mange, der bare kigger på?

Dette er en kronik, der aldrig kom i avisen. Ikke fordi den ikke er god og velskrevet, men nok snarere fordi den ikke er polemisk nok. Men den handler om demokrati som deltagersport – og demokrativærter som demokratiets miniput- og serie 5-trænere. Så derfor får I den her. 😀 Den er skrevet af Andreas Lloyd og Kathrine Krone, der er blandt meget andet er demokrativært i Byens Hus i Roskilde og medstifter af Demokrati Fitness.

Og husk, at hvis du er nysgerrig på at lære mere om demokratisk værtskab, så kom med på vores masterclasses i Aarhus og København her i foråret. ✌️

Demokrati er en deltagersport - så hvorfor er vi så mange, der bare kigger på?

For lidt for mange af os er demokrati blevet en tilskuersport. Det er efterhånden mest de professionelle – politikere, embedsmænd, lobbyister og mediepersonligheder – der stiller op i den offentlige samtale. Det minder mest af alt om elitesport: Deltagerne vier al deres tid og energi til det. Tempoet er højt. Der er enormt fokus på stjernerne. Deres optræden, deres hår, deres statistikker og taktiske oplæg bliver gransket nøje. Og selvom det umiddelbart ser simpelt ud, så ligger der enormt mange uoverskueligt svære tekniske detaljer, forbehold og indforståede koder bag alt, hvad vi som tilskuere får at se.

Det er noget som mediernes kommentatorer kan fylde meget af deres sendeflade på at analysere, spekulere og vurdere. Og ligesom elitesport er elite-demokrati ret tilskuervenligt. Man kan både følge sit yndlingshold og grine og græde med deres op- og nedture. Man kan være en rigtig mandagstræner, der helt gratis kan bedømme andres indsatser uden selv at have det mindste på spil. Og man kan bare være en af dem, der først begynder at følge med og lytte til kommentatorerne, når en af de store slutrunder – undskyld, valg – står for døren.

Hvad med os amatører? Er der plads til at deltage her?

De professionelle eliteudøvere virker egentlig ret godt tilfredse med denne model. For dem er det vigtigste, at sikre deres egen legitimitet – altså, at tilskuerne rent faktisk er engagerede og husker at møde op til kampen – undskyld valget – når det gælder.

Men hvad med alle os amatører? Vi kommer let til at stå tilbage på sidelinjen og kigge ind og føle os lidt til overs. Ja, vi kan sidde og kigge på, og måske komme med tilråb i ny og næ, men vi sætter ikke selv noget på spil. For det er aldrig os, der er deltagerne.

Selvfølgelig er der masser af muligheder for at deltage i hverdagsdemokratiet. Forældrerådet, boligforeningen og fodboldklubben har jo brug for vores tid og energi. Ifølge en undersøgelse fra Mandag Morgen er 75% af danskerne medlemmer af disse hverdagsdemokratiske fællesskaber. Men selvom medlemstallet i foreningerne fortsat er højt, siger det ikke nødvendigvis så meget om, hvor gode disse fællesskaber er til at give plads til flere stemmer. Dels er der stadig 25% af danskerne, der slet ikke er med og dels oplever 45% af dem, der er med, at det er svært eller umuligt at få indflydelse på disse fællesskaber.

Undersøgelsen viser da også, at de lokale bestyrelser er domineret af de langtuddannede, de ressourcestærke, de ældre og især af mænd. Og selvom de fleste gerne vil øge mangfoldigheden, er det meget sjældent, at der bliver sat konkrete initiativer i gang for at rykke på det.

Ca. hver anden dansker deltager ikke hverdagsdemokratiske fællesskaber.

Jonas Lieberkind, der forsker i unges forhold til demokrati, bemærker, at danske unge har stor viden om det demokratiske system og aktuelle politiske og sociale emner, men at mange afholder sig fra at omsætte al den viden til handling.

Kort sagt: De er blevet meget dygtige tilskuere, men det bliver sjældent til, at de selv får græs på knæene. Og vi voksne er ikke meget bedre. Alt for ofte handler demokrati bare om at sidde stille og tie stille: Sidde i sofaen og se på nogen, der skændes i fjernsynet. Eller sidde til generalforsamlingen og mest se på uret.

I idrætsverdenen snakker man ofte om bredde over for elite: Skal man bruge flest kræfter på at sikre bredden, så så mange som muligt kan komme ud og dyrke motion og være en del af et meningsfuldt fællesskab? Eller skal man prioritere ressourcerne til eliteudøverne, så de virkelig kan opdyrke deres talent og blive blandt verdens allerbedste?

Det er selvfølgelig en falsk modsætning. De to ting er nemlig også hinandens forudsætninger. Bredden er dér, hvor vi har det sjovt og øver os. Det er her vi får sproget og lærer koderne, så vi kan deltage i fællesskabet, når de professionelle kommer på banen. Eliten er med til at samle og inspirere endnu flere til at træne og have det sjovt imens.

Det samme burde selvfølgelig gælde, når det kommer til vores demokrati. Vi skal have øvebaner hvor det både er sjovt at deltage og man kan deltage for sjov.

Kathrine sætter gang i en omgang Demokrati Fitness i Demokrati Garage i Københavns Nordvest-kvarter.

Har vi så det? Har vi bredde-demokrati? Nej, ikke nok af det i hvert fald! Der er mange – både over og under 30, der ikke føler sig som en del af det brede demokratiske fællesskab.

Vi kender det alt for godt fra vores eget liv. Lidt for mange gange har vi gået forgæves i foreningslivet uden helt at føle, at der var plads til vores engagement. Og vi endte selv med at være ‘gamle nybegyndere’, der først sent fandt modet til at overvinde dette indledende ubehag og engagere os i demokratiet. Men det skete kun, fordi vi mødte folk, der greb os og bekræftede os i, at vi faktisk havde noget at bidrage med. Gode værter for demokratiet, der lyttede til os, anerkendte os, bar over med vores ubehjælpelige uvidenhed og hjalp os med at finde vores rolle som aktive borgere.

Sådanne værter er bredde-demokratiets helte. Det er demokratiets miniput- og serie 5-trænere. Alle dem, der ikke bare har travlt med at hævde sig selv, få ret eller opnå bestemte resultater, men som kan huske sin egen rejse fra at være en usikker nybegynder, og netop har blik for de forskellige behov og forudsætninger, som folk møder demokratiet med.

Dem som er bevidste om deres magt (formelt som uformelt) og ikke besætter værtsrollen for at køre sin egen dagsorden. Men som i stedet tør sige fra på vegne af fællesskabet, hvis tonen bliver hård eller nogen føler sig pressede. Det er dem, der er med til at sørge for, at demokrati er en deltagersport. En aktivitet hvor alle kan være med - også selvom man ikke nogensinde bliver elite-spiller.

For i demokratiet er der brug for alle slags. Både dem der tager til borgermøder og skriver høringssvar. Men også dem, der ikke kan deltage i aftenmøder, dem der hellere vil handle end at snakke, og alle os, der har brug for, at demokrati også er sjovt og socialt.

Netop derfor er det så vigtigt, at der er gode værter, der sørger for, at vi kan finde modet, evnerne og handlekraften til at præge det samfund, vi er en del af. Og derfor bør vi anerkende demokratisk værtskab som en afgørende forudsætning for den fortsatte udvikling af demokratiet – ikke kun for de unge, men for os alle.

Andreas sætter gang i samtalerne til en samtalesalon på Vartov i København.

For man er ikke automatisk god til demokrati, bare fordi man har rundet de 30. Demokratisk alder tælles ikke i år, men i erfaringer. Erfaringer som vi kun opnår, hvis vi bliver mødt af værter, der griber og støtter os og giver os trygheden til at øve os, fejle og komme op på hesten igen. Men det kræver, at vi alle holder op med at sidde på tilskuerrækkerne, og i stedet selv melder os på banen.

Men det kræver også, at vi har gode demokratiske træningsbaner med masser af ledige haltider. Og gode værter, der kan sætte rammerne for, at både demokratiske veteraner og nybegyndere i alle aldre sammen kan opleve glæden ved demokrati som deltagersport.

Det har vi selv prøvet at gøre i vores arbejde. Vi har blandt udviklet hhv. Demokrati Fitness og Samtalesaloner – to simple koncepter, hvor folk kan øve sig i at mødes, finde deres stemmer, lytte til hinanden og bruge deres handlekraft sammen.

Ligesom alt andet ved demokratiet skal disse træningsbaner også udvikles på ny, så de passer til hver ny generations behov. Det er vores fælles ansvar. For i sidste ende handler demokrati trods alt mere om bredden end eliten.

---

Hvis du er nysgerrig på at lære mere om demokratisk værtskab, så udbyder vi to nye to-dages masterclasses i demokratisk værtskab her i foråret:

📆 D. 19.-20. marts 2025 hos Sager der Samler i Aarhus

📆 D. 13.-14. maj 2025 i København

Masterclassen er for alle, der arbejder med at understøtte engagement, deltagelse og samskabelse – og dermed åbne demokratisk engagement op for endnu flere.